I dag er et tredive år siden, at jeg fik mit første job efter endt uddannelse – og 23 år siden at jeg startede hos Folkekirkens Nødhjælp.

Lidt af et jubilæum, må jeg sige – var bortrejst på dagen.

Kirsten og jeg fejrede det med en god middag i en restaurant langs åen i Århus – vi er jo midt i ferien for mit vedkommende og Kirsten deltager i den tensing-festival for ungdomskor for hele Europa i KFUM og KFUK-regi, som Danmark i år er vært for. Vi var til en gospelgudstjeneste med en del af de 1.500 unge deltagere bagefter.

Jeg er lidt forbavset over, hvor hurtigt de tredive år egentlig er gået – men når jeg ser tilbage på, hvor mange forskellige jobs og jobfunktioner, jeg har hat i den tid, er der nok til alle årene. Læg hertil et utal af fritidsaktiviteter, fire børn og to koner – så er det vel ikke underligt, at tiden er fløjet så hurtigt.

Heldigvis er der mange ting at kaste sig over, nye områder som skal opdyrkes, ting som skal læres og mål som skal nås. Der er tid nok og fremtiden venter allerede i morgen.

A luta continua!