Adversaria & Paraphernalia

En gudstjeneste i Riverside Church i Harlem og et besøg på mindesmærket ”Strawberry Fields” i Central Park for John Lennon dannede i dag modbilledet til Trumps vulgære kapitalisme og kick ass-tilgang til til livet.

Det var ikke en af disse spektakulære Praise the Lord/Gospel-gudstjenester, som er så populære efter Blues Brothers filmen. Så der var ikke meget: Do you see the Light? over det.

Men til gengæld raslede kæben ned, da vi hørte prædikenen - over en halv times politisk tale lige fra Evangeliet og lige ind i hverdagen.

Gæsteprædikanten fra Georgia Kenneth Lee Samuel startede blødt med hilsner fra en tørkeramt stat, og hvor andre i hans sted ville have bedt Gud om regn til et samfund i krise, rettede han i stedet sin bøn mod den lokale regering, der i årtier havde negliceret udviklingen af statens infrastruktur.

Nå, men dagens tekst da?

Matthæus 26, 6 -13
» Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus, kom der en kvinde hen til ham med en alabastkrukke fuld af meget kostbar olie og hældte den ud over hans hoved, mens han sad til bords.

Da disciplene så det, blev de vrede og sagde: »Hvorfor ødsle sådan? Denne olie kunne jo være solgt for mange penge og givet til de fattige.«

Men da Jesus mærkede det, sagde han til dem: »Hvorfor gør I det svært for kvinden? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid. Hun har hældt denne olie ud over mit legeme som en forberedelse til min begravelse. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden dette evangelium prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.«

De fattige har I jo altid hos jer. Denne tekst er i tiden løb blevet udlagt som om der altid vil være fattige. Men, sagde Kenneth Lee Samuel, der vil altid være fattige så længe der ikke er nogen der spørger hvorfor de er fattige, hvorfor det altid er sorte og latinos, der rammes af aids og kriminalitet. Jesus mødtes dog hos Simon den Spedalske - den aidsramte…

Det er nødhjælp og almisse, når vi redder et barn fra at drukne i floden, men evangeliet opfordrer os til at spørge hvorfor det altid er børn fra bestemte postnumre, der falder i floden og drukner.

Fra en stille hvisken steg hans præsiken til et indigneret og passioneret crescendo, hvor anklagen rejste sig mod et samfund og en præsident, der hellere vil bruge 300 mia dollars på våben og neglicerer landets eget skolesystem og sundhedssystem, hvor tusinder dør pga dårlige forhold.

Hårene rejste sig på mit hoved - den mand var blevet fyret fra den danske folkekirke, om han han sagt noget tilsvarende der.

Se og hør mere her:
[audio:http://hovering.dk/adversaria/wp-content/sound/sermon.mp3]

Og så bekendtgjorde man i øvrigt at der var demonstation mod krigen i Irak om få dage, hvor man opfordrede alle til at komme.

Han sluttede med et vers fra John Lennons Imagine:

You may say that I’m a dreamer
But I’m not the only one
I hope someday you’ll join us
And the world will live as one

Efter gudstjenesten gik vi til Central Park, hvor vi så mindelunden for John Lennon. Og tænkte et øjeblik - ja, hvad kunne man forestille sig, at det kunne blive til?

Praise the Lord and thanks for the other America. Amen…