Har lige set din fototaske til salg - er interesseret. Men jeg har lidt svært ved at bedømme størrelse og lignende - og derfor om det er noget, der passer til mine behov. Hvilken model er det? Kan der også være en laptop i? Hvor mange optikker mv er der plads til… Her kan vi se noget
Tja, hvad skal man vælge som nytårsforsæt denne gang? Løbe lidt mere, spise lidt sundere, læse lidt flere bøger eller måske lidt mere af det hele, lidt mere af det gode?
Men nytårsforsætter har det med at falme efter få uger - så mon ikke det vil være mere sikkert at satse på noget af det gode, der skete i 2008 - og så tilføje et par nye, uventede vinkler i det kommende år.
Året kommer til at indeholde store begivenheder - en 30 års-fødselsdag, en 50 års-fødselsdag, et diamantbryllup og to 85 års-fødselsdage samt vores eget sølvbryllup - plus sikkert noget mere, som vi ikke helt har noteret endnu.
Glæder mig allerede…
]]>
Her mellem jul og nytår er det nu ved at være fire år siden, at Tsunamien - den med stort T og i bestemt form - ramte store dele af Sydasien. Der er ikke noget særligt ved de fire år, ud over at det nu er sådan at Folkekirkens Nødhjælp netop har afsluttet sit næsten 100 millioner kroner store program.
Og i den anledning har jeg været tilbage i Indien - denne gang sammen med blandt andre Poul Madsen fra Bombay Flying Club. Det er der kommet en større multimedie-feature ud af, som Poul har produceret. Jeg har bidraget med lyden. Livet efter Tsunamien kan ses på dette link.
Sluk for mobilen og skru op for lyden - det er faktisk en rigtig flot produktion.
]]>
Det er længe siden jeg har opdateret denne blog.
Nu opdaterer jeg den lige fra min ipod touch før at se om det virker…
Det gør nu ikke helt - billedet er sat i manuelt på den traditionelle måde. Teknik er måske meget godt, men lidt håndværk er heller ikke af vejen…
]]>
“Blæsten går frisk over Limfjordens vande,
rusker dem op til vågen flugt…”
Så døde Thorkild omsider, på en dag med solskin og blæst og kraftige byger, der gled hen over landet. Efter flere års kamp med kræften.
Som skrevet står hos Blicher:
“Anlangendes et Menneske, hans Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre. Naar Veiret farer over det, da er det ikke mere, og dets Sted kjender det ikke mere. Men Herrens Miskundhed er fra Evighed og indtil Evighed.”
Vi besøgte ham i dag på hans værelse på et hospice i Aalborg og snakkede med ham et stykke tid. Det var tydeligt, at det gik den gale vej, men selv om han havde talebesvær til det sidste, fik vi alligevel talt en del sammen.
Men så kunne vi godt gå - han skulle have vand og lidt pleje fra personalet. Et farvel, et klem på hånden. Et ekstra klem, for vi vidste alle, at det nok var det sidste. Og så ud af klappen.
Vi gik ned på Thorkilds yndlingssted, Søgaards bryghus i Ålborg, hvor han næsten kunne være blevet ansat, hvis han ikke var blevet syg, og spiste frokost og drak øl og talte længe om ham.
Bagefter tog vi til Vodskov - og mens vi krydsede broen, må det have været det tidspunkt, hvor han døde - sådan rekonstrueret efter de oplysninger, vi senere fik i løbet af dagen.
Der er mange gode minder om Thorkild - senest, da han og Ulla besøgte os i Brønshøj i påsken, sammen med Esben. Mærket af sygdommen, men med livsappetitten intakt.
Sådan vil vi helst huske Thorkild. Skål.
Og efter sommerferien skal vi mødes med alle hans venner og familie og nyde den gravøl, han selv har brygget til os. Vi glæder os.
]]>
I går blev Line så student fra Frederiksberg Gymnasium, hvor jeg selv og Rikke engang har gået. Meget traditionsrigt. Line var glad for sit syvtal - og især for, at det nu var slut med alt læseriet for denne omgang.
Nu optrapper hun sit arbejde i lufthavnen og flytter hjemmefra.
Der er så meget spændende, der skal nås de næste par år. Og vi ønsker hende tillykke med dagen og held og lykke fremover.
]]>
Så skulle vi endnu engang til afdansningsbal i Herlevhallen, hvor vi afsluttede den sjette sæson med maner.
Kirsten skyndte sig hjem fra et møde i Prag, så vi nåede at få både Lancieren med såvel som en række gode danse. Med et års forsinkelse modtog vi også vores fem års-mærke.
Vores nabo, Birger, som ellers havde nok at se til med sin datter, Malene, der også dansede, tog sig alligevel tid til at fotografere os. Klik på billede for en større version.
]]>Så i morges tog jeg det endelige skridt og deaktiverede min facebook-konto.
Sidst på formiddagen var jeg så til et Meet-up i det indre København. Her skrev jeg et lille indlæg på en testblog om min beslutning og om at det egentlig føltes godt. Det skulle jeg aldrig have gjort.
Min yndlings-podmoster, Karin, kom imidlertid forbi og så det - og så fik jeg ellers læst og påskrevet: Det kunne jeg sandlig ikke være bekendt over for mine mange facebook-venner, og skulle jeg med den handling så bare uden videre sige, at de var ligegyldige over for mig?
Nå, det havde jeg jo ikke lige spekuleret over, så jeg sneg mig til at genoplive min konto (som de jo aldrig sletter). Og godt det samme: For så så jeg jo lige, at Thomas fra New York spurgte mig om noget, og at Poul havde noget flash klart, som jeg skulle se.
Der er altså nogen, der slet ikke bruger gammeldags e-mail mere, men facebook og den slags. Og her gik jeg og troede, at jeg stadig var en smule på forkant. So much yesterday…
]]>
Jeg ved ikke hvorfor de amerikanske udtryk har sådan en magt over os. Men tidligere talte man om et træf eller et sammenrend. Meningen er den samme, men i dag hed det så Meet-up.
Årsagen var, at den danske version af WordPress 2.5 nu er landet.
Jeg så med egne øjne, hvordan forfatterne svedte tran i de sidste minutter, inden de uploadede filerne - det skulle jo være helt i orden.
Og jeg benyttede lejligheden til at opgradere denne blogs maskine i eksperters nærvær. Men sandelig om ikke det lod sig gøre at opgradere fra en engelskproget version 2.0 til en dansksproget version 2.5 uden det mindste hyleri.
Det er stort, og Wordpress er ved at blive rigtig voksent.
Tak til folkene bag søndagens meetup.
- og tak til Lisa Risager for at ‘låne’ billedet fra Flickr, hvor jeg sidder nok så fromt og lytter - og se bare hendes hjemmeside her
]]>
I lufthavnen i Guwahati, som ligger i Assam i det nordlige Indien, er flysikkerheden skærpet. Det er mange løsrivelsesgrupper, som gør, at inderne er mere følsomme end andre steder.
Min polsøger, som jeg altid bringer med mig, lå desværre i håndbagagen og ikke i kufferten, da jeg tog tilbage til Delhi i dag. Vi er meget kede af det, undskyldte sikkerhedsofficeren med en smil, men regler er nu engang regler - og vi er nødt til at håndhæve dem skrapt.
En mand ved siden af skulle tømme hele indholdet af sin omfangsrige håndbagage ud, mens han højlydt og vredt kommenterede situationen i sin mobiltelefon. Der er nu noget særligt usympatisk ved indiske mænd, der selv mener, at de er noget stort og fint og vigtigt, uden at det sådan tydeligt fremgår hvorfor.
Vi steg om bord og fandt hurtigt vores pladser i Spicejets ikke for overfyldte maskine.
En stor sikh med gråt skæg og brune, venlige øjne satte sig ned skråt overfor mig.
Og så spærrede jeg ellers øjnene op - han gik med en mindre sabel ved sin side. Hvordan i alverden kunne han få den store javert igennem sikkerhedskontrollen, når min sølle lille polsøger blev konfiskeret?
Jeg tilkaldte en stewardesse, der venligt og lidt overbærende fortalte mig, at den bar han skam af religiøse årsager. Han skal altid have sin kniv ved sin side. Sådan er det bare.
Javel så, Det bliver vel noget tilsvarende, som Mohammad Attas arvtagere meget vel kunne finde på at argumentere, næste gang de skulle en tur til New York.
Spekulerer på, om det kun er på indiske indenrigsfly, at den slags kan lade sig gøre - hvad ville de sige i Kastrup?
Opdatering:
Da jeg i sikkerhedskontrollen i Delhi et par dage efter spørger til episoden, bekræfter de ansatte, at det kan lade sig gøre indenrigs i Indien - men bestemt ikke udenrigs.
Jeg må også erindre om, at det var to sikh’er, der i sin tid myrdede Indira Ghandi. Måske skulle man ikke tage så store hensyn til mindretal, der udgør 1,9 procent af befolkningen.
]]>
Godt man ikke er kongelig. Ja, nu ved jeg hvad jeg taler om.
Det må være surt evig og altid at skulle indvi snart det ene, snart det andet.
Omgivet af pressefotografernes evige blitsen.
For et par dage siden var jeg til indvielse af en af de kæmpeforhøjninger, som Nødhjælpen bidrager til at konstruere i det oversvømmelsestruede Indien.
Jeg skulle egentlig dække det journalistisk, men uden at vide det på forhånd, blev jeg i stedet for en prominent, i den grad blomsterkranset gæst og skulle klippe snoren over til indvielsen.
Og projektets medarbejdere stod hele tiden foran mig med deres kameraer, så jeg ingenting kunne se for bare blitzer. Men jeg kunne nu alligevel ikke dy mig for at tage et par billeder selv…
]]>
Da Rikke og Marie var små, og vi boede i Silkeborg, fandt vi en dag en lille pindsvineunge, der havde forvildet sig bort fra sin mor.
Den så ikke ud til at kunne leve ret længe, men pigerne mobiliserede en stærk beskyttertrang, og vi indrettede en tryg bolig til det lille kræ i en papkasse med græs og regnorme og mælk, som vi vidste, at pindsvin holder meget af. Dertil varmen fra en arkitektlampe.
Dyret nåede at få navnet Albert, inden det forudsigeligt var død, inden weekenden var omme. Vi begravede Albert og for at slukke sorgen, gav jeg pigerne det løfte, at vi fik marsvin. De holdt længere…
Dette kom jeg til at tænke på i går, da vi var med Cecilie og Alberte på ekspedition på Zoologisk museum og sad med ‘klappedyrene’, heriblandt et pindsvin. Så måtte de jo få historien, og selv om Alberte ikke er mere end tre et halvt år, synes også hun, at det var lidt sjovt med Albert og Alberte.
[rating: 4/5]
]]>Årsagen til mol-tonearterne var selvfølgelig valget i går, der i den grad gik os imod. Men da musikken kom i gang, kunne vi selvfølgelig ikke holde dette selvpålagte dogme.
Musik er godt - og man kommer helt automatisk i godt humør, når man spiller.
Her er en smagsprøve på, hvad “Workshop 2007″ kan yde oven på et dårligt valg og uden at have øvet vildt meget. Jeg spiller bas, Ole og Klaus guitar, mens Lasse spiller trompet. Skru op for højttalerne…
[audio:http://hovering.dk/adversaria/wp-content/sound/four.mp3]
Det var sidste aften i New York. Vi havde spist dejligt på en lille italiensk restaurant i nærheden, havde lyttet til god musik et par gader væk. [Se forrige blogindlæg.] Og nu skulle jeg lige se det sidste af Katjas nabolag, inden jeg skulle rejse tilbage.
I en lille bar - GalleryBar, ikke langt derfra i Orchard Street, sang en ung mand og spillede guitar i et lille mørkt lokale. Facaden ud til gaden var nærmest rullet tilside i denne indian summer, så man ikke fornemmede, at det var sidst i oktober. Musikken gav en god grundstemning, men grunden til, at vi gik ind, var billederne, der hang på væggen. De var dybt fascinerende.
Her er galleriets egen omtale af det.
Det er fotografen Ashley Gilbertsons billeder som krigsfotograf i Irak, jeg taler om. Oppe på bardisken lå et bladreeksemplar af bogen, der hører til udstillingen.
Jeg skulle ikke mange sider ind, før jeg var klar over, at jeg måtte have denne bog med hjem.
En af de afgørende ting for mig var, at selv om han var embedded, er hans billeder ikke patriotiske og forudsigelige.
Men de skildrer hverdagen, som den er, for mange soldater i den krig, der på forhånd var dømt til at mislykkes.
Siden hen har jeg set både udstillingen og fotografen omtalt flere steder - og jeg oplister linkene her:
- Et videointerview med fotografen, opdelt i flere kapitler
- NPR - National Public Radios omtale og interview med fotografen
- Fotografens egen hjemmeside
- Køb bogen online på Amazon her
- eller hos udgiveren
]]>
Efter en dejlig middag på en italiensk restaurant i nabolaget foreslog Katja, at vi skulle tage ind på Living Room for at høre jordmoderen og guitaristen Jen Clapp spille. Hun har lagt smagsprøver ud på sin hjemmeside.
Det blev en hyggelig lille koncert, hvor Adam Levy også var tilstede. Han er guitarist for Norah Jones, men har også en selvstændig karriere - og så er han en af Katjas venner. Han gik på scenen for at være med i et enkelt nummer.
Hvorfor skal det være så hyggeligt netop den sidste aften, man er i byen?
Netop som man har vænnet sig til at bo der og kommer lidt ind bag kulissen, skal man hjem. Men måske er det netop følelsen af, at det snart er slut, der er med til at forstærke nydelsen af hvert sekund?
Det bliver et ‘på gensyn’, ikke et farvel…
]]>