Det er egentlig underligt, og jeg tror, at de færreste tænker over det i det daglige: Men navlestrengen sidder fast i begge ender, sådan mentalt set.
Knap havde Mette forladt os i Kastrup med den klare forståelse, at det kunne godt vare længe, før vi hørte noget, inden hun så begyndte at sms’e og maile om alle de spændende ting, hun oplevede.
Så begyndte hun at blogge - det første par uger meget hyppigt.
Men da hun ikke lod høre fra sig i weekenden, gik det op for os, hvor tilvænnede vi egentlig er blevet til den regelmæssige kommunikation. Nu føler jeg mig som en kæderyger, der lige har kvittet smøgerne for et par timer siden.
Forstanden siger, at hun har travlt med den sidste uge i projektet, med at planlægge og med at skabe nye kontakter til tiden efter. Men resten af os vil bare gerne høre nyt.
Det er måske meget sundt at vænne sig til, at der er tider, hvor hun ikke så tæt på Internettet som i denne tid.
Opdatering: Få timer efter dette blev skrevet, meldte Mette sig på Messenger, og kort efter indløb en af hendes glade rapporter og en håndfuld billeder. Så steg humøret mange grader!
View this post in English