Adversaria & Paraphernalia

“Blæsten går frisk over Limfjordens vande,
rusker dem op til vågen flugt…”

Så døde Thorkild omsider, på en dag med solskin og blæst og kraftige byger, der gled hen over landet. Efter flere års kamp med kræften.

Som skrevet står hos Blicher:

“Anlangendes et Menneske, hans Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre. Naar Veiret farer over det, da er det ikke mere, og dets Sted kjender det ikke mere. Men Herrens Miskundhed er fra Evighed og indtil Evighed.”

Vi besøgte ham i dag på hans værelse på et hospice i Aalborg og snakkede med ham et stykke tid. Det var tydeligt, at det gik den gale vej, men selv om han havde talebesvær til det sidste, fik vi alligevel talt en del sammen.

Men så kunne vi godt gå - han skulle have vand og lidt pleje fra personalet. Et farvel, et klem på hånden. Et ekstra klem, for vi vidste alle, at det nok var det sidste. Og så ud af klappen.

Vi gik ned på Thorkilds yndlingssted, Søgaards bryghus i Ålborg, hvor han næsten kunne være blevet ansat, hvis han ikke var blevet syg, og spiste frokost og drak øl og talte længe om ham.

Bagefter tog vi til Vodskov - og mens vi krydsede broen, må det have været det tidspunkt, hvor han døde - sådan rekonstrueret efter de oplysninger, vi senere fik i løbet af dagen.

Der er mange gode minder om Thorkild - senest, da han og Ulla besøgte os i Brønshøj i påsken, sammen med Esben. Mærket af sygdommen, men med livsappetitten intakt.

Sådan vil vi helst huske Thorkild. Skål.

Og efter sommerferien skal vi mødes med alle hans venner og familie og nyde den gravøl, han selv har brygget til os. Vi glæder os.