Så legede Sophia jo lige, at dukken havde tisset og så skulle den skiftesVi sad forleden på en skøn græsmark i Nordsjælland og nød vores frokost; vi var Gunild og Jens, Kirsten og jeg.

Vi kom til at diskutere den sjove talemåde, som vi selv brugte som børn, og som børn i dag også bruger:

– Og så var vi lige fine damer, som skulle ud og købe ind.
– Ja, og vi ville ikke have de små med.
– Nej, for ingen måtte sige noget om det til vores mænd.

Hvad hedder det egentlig, sådan grammatisk?

Børnene konstruerer virkeligheden, aftaler reglerne, mens legen kører, altså i nutid. Formelt er sætningerne i datid, men indholdsmæssigt er de i fremtid. Og hvis legen ikke udspilles mellem to helt jævnbyrdige, er der en underliggende tone af bydemåde over det.

Vi diskuterede længe uden at nå til en afklaring. Enden på det blev derfor, at vi efterfølgende måtte konsultere Line P fra den kloge og fornøjelige weblog, Blogbogstaver.

Efter et par dage, hvor jeg forestiller mig, at hun må have konsulteret adskillige bøger og tidsskrifter, kom hun tilbage med det enkle svar, omtalt i Mål & Mæle helt tilbage i 1984: Legedatid.

Hvor svært kan det være. Ikke noget lærd og akademisk udtryk – ingen vidtløftige konstruktioner som futuristisk konjunktiv, indiskutabel imperativ eller perifrastisk futurum. Klart og enkelt, så det kom bag på os alle.

Opløftende, at sprogvidenskaben også kan udtrykke sig klart.