Savner live jazz
Man kan have en omfattende samling af LP-plader eller cd’er, man kan have alskens streamingabonnementer. Men det kan ikke erstatte det at gå til livekoncerter. I Coronaens skygge savner jeg virkelig at gå til live jazzkoncerter. Det at se, mærke og opleve musikernes samspil, små drillerier, udfordringer og muntre sideblikke, mens de skaber musikken er mange gange mere værd end blot at lytte til musikken.
Det er svært at vælge ud blandt mine mange favorit-jazzbilleder, som jeg har taget gennem årene. Men dette her er et bud.
Det var under et af de sidste numre af det forrygende sidste sæt på Bartof Cafe, at jeg lagde mærke til den unge kvinde, der længe så beundrende på trommeslageren Janus Templeton. Først bagefter fortalte nogen mig, at de to skulle giftes 14 dage efter!
Jeg sendte ham et print af billedet, som kom til at stå på gavebordet til deres bryllupsfest.
Lige fra jeg som 17-årig begyndte at spille tenorsax, var Pharoah Sanders et af mine store klangmæssige forbilleder. Og så begav det sig 50 år efter, at jeg ikke bare kom til en af hans koncerter i Brorsonskirken, men ved et lykketræf kom til at sidde kun et par meter fra ham. Det er nok en af mine mest intense jazzoplevelser nogensinde.
Det er svært at vælge ud blandt mine mange favorit-jazzbilleder, som jeg har taget gennem årene. Men dette her er et bud.
‘Er du trist og har du sorg i sinde’, så tag med til en koncert, hvor Benita Hastrup er trommeslager. Der går ikke mange minutter, før hun på sin særlige måde får sat gang i stemningen. Utrolig lydhør og med et enormt smittende humør. Jeg hører hende helst med Sophisticated Ladies.
Skal du til Stockholm, så bør du næsten se, hvad de har at byde på hos Glenn Miller Cafe, mit yndlingssted i byen. Lille, hyggeligt og med god stemning. Her er det Magnus Dölerud (ts) og Hans Backenroth (b), der gør aftenen til noget særligt. Begge har med succes spillet i København også. Glæder mig til at opleve dem igen, her eller der…
Selvfølgelig skal der være et billede af Jacob Fischer, Danmarks dygtigste jazz-guitarist. Han er pivende dygtig, alsidig og meget fleksibel. Han har et improvisatorisk øre og spiller i mange forskellige sammenhænge. Jeg kan slet ikke blive træt af hans spil og humørfyldte udstråling.
Man man kan ikke forestille sig den levende jazz uden at tænke på spillestederne. Og netop de har det hårdt for tiden. Men de hænger entusiastisk på og glæder sig til at åbne igen efter Coronaen. Dette skal være en hyldest til jazz-mama Charlotte Berthelsen fra Bartof Station, som med godt humør er med til at skabe gode rammer for jazzmusikken i København. Billedet er i farver – fordi Charlotte kun fås i glade farver…
Man kan næsten ikke sige musikbilleder uden at nævne legenden Gorm Valentin, der startede med at tage koncertbilleder mange årtier før mig. Men dette snigerskud af ham slutter jeg denne serie.
