Minerydning i Kosovo
I efteråret 2004 blev jeg i forbindelse med en faglig orlov embedded med team af mineryddere i Kosovo. Jeg kendte dem fra tidligere, da jeg havde arbejdet med dem i forbindelse med mit job i Folkekirkens Nødhjælp. Nu var jeg på egen hånd og for egen regning, så jeg kunne bestemme mit projekt selv.
Kosovo var egentlig erklæret minefrit, men man havde opdaget, at minefelterne, som serberne havde lagt under krigen i Kosovo, også havde udstrakt sig til nabolandet Albanien. Det var disse miner, som nu skulle ryddes med eksperterne fra Folkekirkens Nødhjælp, der havde arbejdet med lignende minefelter inde i Kosovo.
Ingen adgang til minefelterne uden personlig beskyttelse. Visir, hjelm og fragmentationsvest. Samtidig skal du have registreret din blodtype, så alt er klart, hvis ulykken skulle indtræffe.
Vi kører tidligt op i bjergene, men der er tit tåget i de allerførste morgentimer. Så venter vi i basecamp på klarmeldingen fra Headquarters.
Udstyret skal kalibreres og man skal være sikker på, at det er i stand til at finde metal nede i jorden. Minerne kan afsløres, selv om deres indhold af metal er minimalt. Men også andre metoder tages i brug, så man er helt sikker.
E-BOG (pdf)
Oplev hele fortællingen om de humanitære mineryddere fra Kosovo, der er samlet med langt flere billeder i denne gratis e-bog.
Her kan du downloade fortællingen som pdf (passer til iPad):
Radiokontakt er vigtig – sker der en ulykke i minefeltet, er det nødvendigt med præcise proceduerer. Er en mine ved et uforudsigeligt uheld sprængt i nærheden af en minerydder, må der højst gå 40 minutter til den forulykkede ligger på operationsbordet. Imens er der en masse ting, de allestedsnærværende paramedicinere kan gøre. I den forstand har jeg paradoksalt nok aldrig følt mig så tryg, som i et minefelt.
Jeg er ikke helt sikker på den specifikke type anti-personel mine længere. Tilbage i 2004 kunne jeg dem ellers på fingrene. Her er den skilt ad, så detonatoren ikke kan forårsage ulykker. Sammen med talrige andre bliver disse dræbere stablet sammen og bortsprængt under meget kontrollerede former.
Jeg er nødt til at nævne The Hollywood Blondes, kælenavnet for den eneste gruppe af kvindelige mineryddere på holdet.
De var veteraner fra Kosovo og blandt nogen af de dygtigste mineryddere.
Først og fremmest fordi de var mere omhyggelige og tålmodige end de mange Balkan-mænd, der kunne have visse machotendenser.
Jeg havde lejet mig ind i Liljana Zhavelis hus i den uge, jeg var med dem, og det gav mig et godt indblik i mineryddernes liv døgnet rundt.
I den tid, jeg tilbragte med The Hollywood Blondes, de dygtige kvindelige mineryddere, kunne jeg ikke lade være med at blive fascineret over de mange feminine træk, der viste sig i dette hårde og meget maskuline univers. Diamantringe og landminer kunne man kalde billedet. Det var fascinerende at se, hvordan disse feminine hænder kunne håndtere landminer og sprængstoffer. De var stille og koncentrerede mens de lå på knæ ude i minefelterne, men når de slappede af i pauserne, havde de en fest.
Og så er der jo Perparim Elezi, min helt. En rigtig Balkan-dreng, der ikke er bange for noget, men som er afsindig strikt med regler og sikkerhedsprocedurer og den slags. Møder ham senere i andre projekter andre steder i verden, hvor han i kraft af sin viden og sin indstilling til tingene får en ledende stilling i en branche hvor en fejl kan være livsfarlig.
