Oven på en længere tur med projektbesøg bliver man temmelig overrasket over at se et højhus mellem de mange kokospalmer. Men det er kun toppen af en større asram midt i tsunami-land. Det blev et besøg i en helt anden verden.
Hvem vil tro det – jeg blev kysset af en kvindelig guru, hele to gange og så den første april? Nej, vel? Men det er faktisk sandt.
Prøv at google “Mata Amritanandamayi Math” – jeg ved ikke, hvordan der ses på hende internationalt. Men her i Kerala, den sydvestligste stat i Indien, er hun en meget magtfuld kvinde. Selv præsidenten og finansministeren kommer for at besøge hende, siges det.
Det tager dage at komme hende nær, kan jeg forstå på mine to ledsagere, Mr. Matthew og Mr. Thomas. De er begge to kristne, så hvad de lige præcis vil få ud af at møde hende, ved jeg ikke. Men de er begge ivrige og bruger helt tydeligt mig som genvej til hurtig adgang.
Amma, som de lokale disciple kalder hende, er tydeligvis ikke så meget for de lokale. Hun tænker mere på de mange europæiske og amerikanske disciple, som til min store forbløffelse i stort tal befolker hendes asram. Der er én dansker her, men hendes navn kender de ikke – Amma har givet hende et indisk. Og desuden er hun ikke lige i nærheden. Så dér røg en mulighed for en solohistorie med en sværmerisk dansker, som er kommet tættere på det guddommelige, tænker jeg.
Da vi træder ind i asram’en, kommer en amerikansk talende kvinde i hvide gevandter og med hvid prik i panden – det højeste niveau – hen til os og spørger om det er første gang, vi er her for at besøge Amma. Da vi bekræfter, bliver vi ledt op til audienssalen– skoene af, selvfølgelig – og presset ind foran andre, der har ventet i timer. Ned på knæ, smiler de bydende. Og tør venligst pande og kinder først, for Amma vil kysse dig. Så er det bare med at parere ordre i en fart, for vi, der har fundet genvejen, kommer til på ingen tid.
Mr. Thomas kommer først, han er usikker på, hvad der skal foregå, men vejledes af de gult klædte hjælpere, der også oversætter for Amma, som ikke kan spor engelsk. Han får et æble og bliver overkysset og tilhvisket hemmelige ord. Så er det min tur.
Jeg når lige at opfatte, at jeg både bliver videofilmet og fotograferet af Ammas specialtropper, inden hun kysser løs på mig og hvisker hemmelige ord i mit øre – ord som jeg ikke forstår en lyd af, og som ikke bliver oversat, men enten er meget hemmelige og guru-agtige eller også uendeligt banale. Amma får at vide, at jeg er fra Danmark, og hun siger smilende via tolken, at hun har fået mange invitationer til at kommer til landet, men det er ikke lykkedes endnu. Jeg kvitterer med at fortælle hende, at netop nu er det den bedste tid, hvor naturen blomstrer op efter at have været død i flere måneder. Amma smiler og krammer igen mit hoved, kysser mig langstrakt på kinden og snakker sine søde hemmelige ord.
To minutter, to langstrakte kys på kinden, to omgange hemmelige ord og to bolsjer i brunt karduspapir stukket i hånden af Amma selv. Jeg rejser mig op, hjulpet videre af de gule munke, hvis ansigter er lutter smil og som stråler af glæde over at være Amma behjælpelige – nu har jeg mødt hende, hvor er jeg dog heldig – sådan ser de ud.
Jeg når lige at se, at Mr. Matthew grundigt får sin bekomst. Det har han fortjent, det var hans idé.
Men egentlig er jeg mere optaget af de mange vestlige mennesker, som er her og får lyst til at snakke med dem. Men indser dog, at det ikke er muligt, hverken af tidsmæssige årsager eller fordi kløften mellem disse fredfyldt smilende disciple og mig er for stor til umiddelbart at krydse.
Bagefter, mens vi drikker en kop te i asrammens café, spørger jeg Mr. Thomas og Mr. Matthew, hvorfor det nu var så vigtigt at møde Amma. Det er ikke helt ligetil at få et klart svar. Men hun har magt her i området, hvor CASA arbejder, så det kan være nyttigt at sige, at man har besøgt hende, prøver Mr. Matthew sig med.
Men på den anden side er de grundlæggende lidt forlegne over, at vi som kristne knælede for hende, så vi ender med at smågrine over, at de fik æbler og jeg bolsjer. Når man vil have sjov og skal løse op for en situation, som man ikke rigtig ved, hvad man skal gøre ved, er der ikke grænser for de forklaringer, vi kan få ud af det.
Lidt overstadigt indrømmer Mr. Thomas til sidst, at han faktisk havde lidt svært ved at finde ud af, hvor han skulle gøre af sine hænder, da Amma omfavnede ham og trak ham forover, og vi er enige om, at det nok er lidt for længe siden, at han har været hjemme hos sin kone – den slags morskab kan løsne op for en hvilken som helst trykket stemning, mænd imellem.
