Månelandingen 1969

Danske wikipedia:  »Månelandingen 20. juli 1969 kl. 21:17 dansk tid var en utrolig teknologisk bedrift, hvor man for første gang landsatte et bemandet fartøj på Månen. Den 21. juli kl. 03:56 dansk tid satte det første menneske sin fod på Månen.«

Netop på dette tidspunkt for 50 år siden sad jeg med en gruppe FDF’ere ombord på et mindre fartøj i bunden af Itivleq-fjorden.

Vi var blevet sat i land omkring midten af Søndre Strømfjord og var klatret op over en bjergryg for at komme over til bunden af fjorden. Det var den første test af os selv og vores udstyr, og for de af os, der aldrig havde vandret i så vilde bjerge, var det noget af en oplevelse.

Vi var selvsagt uden kontakt med omverdenen – vi havde transportable kortbølgeradio med, men forholdene var langt fra optimale, så for det meste lod vi være.

I min dagbog kan jeg se, at vi er irriterede over, at båden ikke som forventet er ankommet. Men vi må acceptere forsinkelsen, for tidevandet og strømmen er stærk. Vi overnatter derfor i telte i fjeldet.
Næste dag er båden kommet, og vi bliver taget ombord, ganske få ad gangen, for vores bagage er for tung. Husker at min var mellem 20 og 30 kg, skævt fordelt, for jeg havde et kinostativ på.
Godt bænket under dæk hører vi så nyheder over kortbølgeradioen for første gang i et par dage.
Det er månelandingen, der er hovedhistorien. De berømte ord fra Armstrong kommer til os gennem sus og støj på radioen og gør vældigt indtryk.
Jeg er 18 år på det tidspunkt og er som de fleste andre drenge meget naturvidenskabeligt interesseret. Oppe på observatoriet på Søndermarksskolen har jeg og mine nærmeste kammerater mødtes en stjerneklar aften med vores fysiklærer Erling Olsen og fotograferet månen på en lysfølsom glasplade gennem den store stjernekikkert og bagefter fremkaldt den og lavet kopier til hver især.
Men nede under dæk sidder vi der med den varme kaffe og diskuterer begejstret det store fremskridt for menneskeheden, som månelandingen repræsenterer. Nu om dage vil man sige, at vi ikke kunne få armene ned.
Imidlertid husker jeg øjeblikket for noget helt andet.
I et hjørne af rummet sidder der nemlig en gammel grønlænder og ryster på hovedet.
Om vi fik dét oversat, som han sagde, eller om han sagde det på dansk, husker jeg ikke længere. Men vi var noget overraskede over, at han ikke var så begejstret, som vi var.
Tøhø, det var nærmest ingenting, forstod vi.
Han kom fra Østgrønland, og i hans bygd var det almindeligt, at den lokale shaman hvert år ved en ceremoni dansede rundt i en hytte omkring ilden – og på et tidspunkt forsvandt op igennem røghullet. Væk var han i lang tid.
Han mødtes så med de andre shamaner på bagsiden af månen, hvor de holdt rådslagning eller hvad sådan nogen nu gør.
Bagefter vendte han tilbage, og livet fortsatte.
Sådan havde det foregået, lige siden han var en lille dreng, forstod vi.
Og dér sad vi, på den ene side med vores teknologiske begejstring og på den anden side med den gamle grønlænders historie.

Den gang vandt teknologien og videnskabens fremskridt, men på den lange bane er det mere den gamle grønlænders historie, jeg husker bedst.