Nu er det mere end 50 år siden, at jeg fik lov at bruge mine forældres analoge mellemformatkamera – hele 6×9 cm. Der var ikke så mange muligheder – enten havde man en solskinsfilm eller også en gråvejrsfilm.
Senere begyndte jeg at fremkalde selv. Først i mine forældres badeværelse, senere blev det mere avanceret med mørkekammerpose og alskens udstyr.
Og fast forward frem til begyndelsen af dette årtusind, hvor jeg i 2003 fik mit første digitale kamera, som jeg tog med på opgave et sted i de varme lande ved siden af mine trofaste Nikon’er.
Nu har jeg så set, at der er kommet en revival med det analoge – og det er da vidunderligt, at man i dag kan få apparater, der tidligere var helt uden for rækkevidde, til en overkommelig pris. Og fred med det.
Men anledningen til dette skriv er sådan set, at jeg forleden for alvor opdagede, at Leica havde produceret et M10-D kamerahus uden skærm bagpå.
Det skulle så være udtryk for den ultimative purisme.
Digital Body. Analog Soul, skriver de på hjemmesiden.
“With no rear display, the Leica M10-D focuses on the desires of many photographers to concentrate solely on the act of making pictures. The Leica M10-D brings the unique experience of analog photography back into the digital world. An intense concentration on an analog photographic experience.”
“No digital distractions when I’m concentrating on taking pictures,” citeres en Tomas van Houtryve for at mene.
Baseret på min egen erfaring må der være tale om et underlig misforståelse. Eller i bedste fald en markant anden opfattelse af, hvordan man bliver en god fotograf.
Jeg håber, at det er tydeligt, at det ikke er filmens kvaliteter i forhold til det digitale billede, jeg har i tankerne.
Det er processen med at tage billeder, der interesserer mig.
For hvordan bliver vi bedre til at tage billeder?
Ved at tage billeder, selvfølgelig. Men det vigtigste er, at der er hurtig feedback. I gamle dage på reportageture skulle jeg først hjem og fremkalde billederne, ofte efter flere dages rejse. Det var knald eller fald. Fejl kunne ikke rettes, måske kunne man til næste gang huske, hvordan man skulle arbejde med lysmåleren for at få den rigtige eksponering.
En af de virkelig store fordele ved det digitale – i henseende til at lære at blive en bedre fotograf – er den korte tid fra eksponering til man ser billedet bag på skærmen. Er beskæringen rigtig, fokuseringen, belysningen? Det ser man med det samme, mens man er i situationen. Og i langt de fleste tilfælde kan vi tage endnu et billede, der formentlig bliver bedre baseret på den læring, det lille kig på skærmen har givet.
Jeg er helt med på, at der bliver set ned på det lille kig – chimping, kaldes det hånligt.
Men man undervurderer, at der i de få øjeblikke faktisk foregår en vigtig læring.
En af grundene til, at mange flere mennesker i dag som helhed tager meget bedre billeder, er ikke blot, at kameraer og telefoner er blevet bedre, optisk set. Men i høj grad at de giver en øjeblikkelig tilbagemelding.
I et Leica eller de mange andre rangefinderkameraer, der fandtes, kunne du se beskæringen i søgeren og via det lille indsejlede skyggebillede kunne du se fokus. Resten er gætværk og erfaring. Da jeg forlod mine forældres boxkamera, købte jeg selv et Yashica med det, der på dansk hed koblet afstandsmåler, altså rangefinder.
Da jeg fik Nikon spejlrefleks, skete fokuseringen meget mere præcist. What you see is what you get, sagde man.
Men det var først med de spejlløse kameraer, at det virkelig passede. I søgeren kunne man se beskæring, belysning og fokusering – inden man trykkede.
Ved at producere et dyrt kamera, der samtidig fratager brugeren alle disse muligheder for at få øjeblikkeligt feedback på sine billeder, fratager man efter min opfattelse brugeren for en enestående mulighed for at blive bedre – hurtigere.
Jeg har i min tid slidt og slæbt med fremkalder, forstørrelsesapparat og tvivlsom kemi i små lukkede mørkekamre og husker tydeligt, hvordan man udvalgte ganske få billeder på et negativark, som man så kunne slide med en her aften i mørket. I dag med en scanner opdager jeg jævnligt små oversete perler i mine negativer, som jeg den gang ikke orkede at forstørre, men som dagens digitale muligheder giver en chance for et nyt liv.
Da det digitale brød igennem, skete der to ting for mig inden for samme uge: Jeg købte et lille Canon Ixus digitalt kompaktkamera og en god ven, der skulle rejse udenlands et halvt år, lånte mig sit Leica M7 med en super optik.
Jeg var lykkelig – og splittet. Dette pegede i to retninger.
Jeg nød fornemmelsen af at fotografere med Leica’en, drømmekameraet for de fleste.
Men det endte altså i skuffen efter at have taget to film.
Det var det lille Ixus, der vandt på den lange bane.
Det var netop den hurtige feedback og muligheden for at redigere på computer, der gjorde forskellen.
Jeg lærte mange ting på meget kortere tid end jeg gjorde med Leica’en og mine Nikon’er.
Den øjeblikkelige tilbagemelding var ganske enkelt med til at sende mig fremad med stormskridt. Og selv om deres kvalitet ingenting er værd i forhold til mine nuværende kameraer, var det netop det nybrud, der skulle til for at sende mine fotografiske evner på himmelflugt.
Det lille kig bagpå – og for mine nuværende kameraer: i søgeren og se, hvad du får, før du trykker – er altafgørende for den håndværksmæssige og kunstneriske udvikling.
Og nej, havde jeg råd til sådan et Leica, tror jeg, at jeg hellere ville købe et GFX i stedet for – jeg ville formentlig få meget mere for pengene.
