Warning: Attempt to read property "ID" on null in /customers/f/c/9/hovering.dk/httpd.www/wp-includes/link-template.php on line 394 Warning: Attempt to read property "ID" on null in /customers/f/c/9/hovering.dk/httpd.www/wp-includes/link-template.php on line 409 Warning: Attempt to read property "ID" on null in /customers/f/c/9/hovering.dk/httpd.www/wp-includes/link-template.php on line 394 Warning: Attempt to read property "ID" on null in /customers/f/c/9/hovering.dk/httpd.www/wp-includes/link-template.php on line 409 Warning: Attempt to read property "ID" on null in /customers/f/c/9/hovering.dk/httpd.www/wp-includes/link-template.php on line 394 Warning: Attempt to read property "ID" on null in /customers/f/c/9/hovering.dk/httpd.www/wp-includes/link-template.php on line 409
+45 8161 4338 mail@hovering.dk
Storebælt

Storebælt

Så ofte som det kan lade sig gøre, holder vi ind ved Storebælt på Sjællandssiden.
Det er der, hvor det lille, oversete Isbådsmuseum ligger ved Halsskov Rev.
Det ser altid forskelligt ud, vejret og lyset skifter meget her og det er en fornøjelse at se det smukke ingeniør-kunstværk, som broen er.

 

Plastic in Africa

Plastic in Africa

When most people think of Africa it is safari, wildlife, exotic people that first comes to mind. In my case, it is plastic…

Til forsvar for det lille kig

Til forsvar for det lille kig

Nu er det mere end 50 år siden, at jeg fik lov at bruge mine forældres analoge mellemformatkamera – hele 6×9 cm. Der var ikke så mange muligheder – enten havde man en solskinsfilm eller også en gråvejrsfilm.
Senere begyndte jeg at fremkalde selv. Først i mine forældres badeværelse, senere blev det mere avanceret med mørkekammerpose og alskens udstyr.
Og fast forward frem til begyndelsen af dette årtusind, hvor jeg i 2003 fik mit første digitale kamera, som jeg tog med på opgave et sted i de varme lande ved siden af mine trofaste Nikon’er.
Nu har jeg så set, at der er kommet en revival med det analoge – og det er da vidunderligt, at man i dag kan få apparater, der tidligere var helt uden for rækkevidde, til en overkommelig pris. Og fred med det.
Men anledningen til dette skriv er sådan set, at jeg forleden for alvor opdagede, at Leica havde produceret et M10-D kamerahus uden skærm bagpå.
Det skulle så være udtryk for den ultimative purisme.
Digital Body. Analog Soul, skriver de på hjemmesiden.
“With no rear display, the Leica M10-D focuses on the desires of many photographers to concentrate solely on the act of making pictures. The Leica M10-D brings the unique experience of analog photography back into the digital world. An intense concentration on an analog photographic experience.”
“No digital distractions when I’m concentrating on taking pictures,” citeres en Tomas van Houtryve for at mene.
Baseret på min egen erfaring må der være tale om et underlig misforståelse. Eller i bedste fald en markant anden opfattelse af, hvordan man bliver en god fotograf.
Jeg håber, at det er tydeligt, at det ikke er filmens kvaliteter i forhold til det digitale billede, jeg har i tankerne.
Det er processen med at tage billeder, der interesserer mig.
For hvordan bliver vi bedre til at tage billeder?
Ved at tage billeder, selvfølgelig. Men det vigtigste er, at der er hurtig feedback. I gamle dage på reportageture skulle jeg først hjem og fremkalde billederne, ofte efter flere dages rejse. Det var knald eller fald. Fejl kunne ikke rettes, måske kunne man til næste gang huske, hvordan man skulle arbejde med lysmåleren for at få den rigtige eksponering.
En af de virkelig store fordele ved det digitale – i henseende til at lære at blive en bedre fotograf – er den korte tid fra eksponering til man ser billedet bag på skærmen. Er beskæringen rigtig, fokuseringen, belysningen? Det ser man med det samme, mens man er i situationen. Og i langt de fleste tilfælde kan vi tage endnu et billede, der formentlig bliver bedre baseret på den læring, det lille kig på skærmen har givet.
Jeg er helt med på, at der bliver set ned på det lille kig – chimping, kaldes det hånligt.
Men man undervurderer, at der i de få øjeblikke faktisk foregår en vigtig læring.
En af grundene til, at mange flere mennesker i dag som helhed tager meget bedre billeder, er ikke blot, at kameraer og telefoner er blevet bedre, optisk set. Men i høj grad at de giver en øjeblikkelig tilbagemelding.
I et Leica eller de mange andre rangefinderkameraer, der fandtes, kunne du se beskæringen i søgeren og via det lille indsejlede skyggebillede kunne du se fokus. Resten er gætværk og erfaring. Da jeg forlod mine forældres boxkamera, købte jeg selv et Yashica med det, der på dansk hed koblet afstandsmåler, altså rangefinder.
Da jeg fik Nikon spejlrefleks, skete fokuseringen meget mere præcist. What you see is what you get, sagde man.
Men det var først med de spejlløse kameraer, at det virkelig passede. I søgeren kunne man se beskæring, belysning og fokusering – inden man trykkede.
Ved at producere et dyrt kamera, der samtidig fratager brugeren alle disse muligheder for at få øjeblikkeligt feedback på sine billeder, fratager man efter min opfattelse brugeren for en enestående mulighed for at blive bedre – hurtigere.
Jeg har i min tid slidt og slæbt med fremkalder, forstørrelsesapparat og tvivlsom kemi i små lukkede mørkekamre og husker tydeligt, hvordan man udvalgte ganske få billeder på et negativark, som man så kunne slide med en her aften i mørket. I dag med en scanner opdager jeg jævnligt små oversete perler i mine negativer, som jeg den gang ikke orkede at forstørre, men som dagens digitale muligheder giver en chance for et nyt liv.
Da det digitale brød igennem, skete der to ting for mig inden for samme uge: Jeg købte et lille Canon Ixus digitalt kompaktkamera og en god ven, der skulle rejse udenlands et halvt år, lånte mig sit Leica M7 med en super optik.
Jeg var lykkelig – og splittet. Dette pegede i to retninger.
Jeg nød fornemmelsen af at fotografere med Leica’en, drømmekameraet for de fleste.
Men det endte altså i skuffen efter at have taget to film.
Det var det lille Ixus, der vandt på den lange bane.
Det var netop den hurtige feedback og muligheden for at redigere på computer, der gjorde forskellen.
Jeg lærte mange ting på meget kortere tid end jeg gjorde med Leica’en og mine Nikon’er.
Den øjeblikkelige tilbagemelding var ganske enkelt med til at sende mig fremad med stormskridt. Og selv om deres kvalitet ingenting er værd i forhold til mine nuværende kameraer, var det netop det nybrud, der skulle til for at sende mine fotografiske evner på himmelflugt.
Det lille kig bagpå – og for mine nuværende kameraer: i søgeren og se, hvad du får, før du trykker – er altafgørende for den håndværksmæssige og kunstneriske udvikling.
Og nej, havde jeg råd til sådan et Leica, tror jeg, at jeg hellere ville købe et GFX i stedet for – jeg ville formentlig få meget mere for pengene.
Månelandingen 1969

Månelandingen 1969

Danske wikipedia:  »Månelandingen 20. juli 1969 kl. 21:17 dansk tid var en utrolig teknologisk bedrift, hvor man for første gang landsatte et bemandet fartøj på Månen. Den 21. juli kl. 03:56 dansk tid satte det første menneske sin fod på Månen.«

Netop på dette tidspunkt for 50 år siden sad jeg med en gruppe FDF’ere ombord på et mindre fartøj i bunden af Itivleq-fjorden.

Vi var blevet sat i land omkring midten af Søndre Strømfjord og var klatret op over en bjergryg for at komme over til bunden af fjorden. Det var den første test af os selv og vores udstyr, og for de af os, der aldrig havde vandret i så vilde bjerge, var det noget af en oplevelse.

Vi var selvsagt uden kontakt med omverdenen – vi havde transportable kortbølgeradio med, men forholdene var langt fra optimale, så for det meste lod vi være.

I min dagbog kan jeg se, at vi er irriterede over, at båden ikke som forventet er ankommet. Men vi må acceptere forsinkelsen, for tidevandet og strømmen er stærk. Vi overnatter derfor i telte i fjeldet.
Næste dag er båden kommet, og vi bliver taget ombord, ganske få ad gangen, for vores bagage er for tung. Husker at min var mellem 20 og 30 kg, skævt fordelt, for jeg havde et kinostativ på.
Godt bænket under dæk hører vi så nyheder over kortbølgeradioen for første gang i et par dage.
Det er månelandingen, der er hovedhistorien. De berømte ord fra Armstrong kommer til os gennem sus og støj på radioen og gør vældigt indtryk.
Jeg er 18 år på det tidspunkt og er som de fleste andre drenge meget naturvidenskabeligt interesseret. Oppe på observatoriet på Søndermarksskolen har jeg og mine nærmeste kammerater mødtes en stjerneklar aften med vores fysiklærer Erling Olsen og fotograferet månen på en lysfølsom glasplade gennem den store stjernekikkert og bagefter fremkaldt den og lavet kopier til hver især.
Men nede under dæk sidder vi der med den varme kaffe og diskuterer begejstret det store fremskridt for menneskeheden, som månelandingen repræsenterer. Nu om dage vil man sige, at vi ikke kunne få armene ned.
Imidlertid husker jeg øjeblikket for noget helt andet.
I et hjørne af rummet sidder der nemlig en gammel grønlænder og ryster på hovedet.
Om vi fik dét oversat, som han sagde, eller om han sagde det på dansk, husker jeg ikke længere. Men vi var noget overraskede over, at han ikke var så begejstret, som vi var.
Tøhø, det var nærmest ingenting, forstod vi.
Han kom fra Østgrønland, og i hans bygd var det almindeligt, at den lokale shaman hvert år ved en ceremoni dansede rundt i en hytte omkring ilden – og på et tidspunkt forsvandt op igennem røghullet. Væk var han i lang tid.
Han mødtes så med de andre shamaner på bagsiden af månen, hvor de holdt rådslagning eller hvad sådan nogen nu gør.
Bagefter vendte han tilbage, og livet fortsatte.
Sådan havde det foregået, lige siden han var en lille dreng, forstod vi.
Og dér sad vi, på den ene side med vores teknologiske begejstring og på den anden side med den gamle grønlænders historie.

Den gang vandt teknologien og videnskabens fremskridt, men på den lange bane er det mere den gamle grønlænders historie, jeg husker bedst.