Kuratorsprog

by Peter Høvring | May 22, 2024 | Dispatches, Photography, The story behind the picture

Jeg har altid kunnet se mig gal på kuratorsproget på kunstmuseer, i kataloger og på gallerier. Så da jeg fik lejlighed til at afprøvet AI-robotten  Chat GPT 4, slog jeg til med prompten: “Du er kunstnerisk kurator og skal med opbydelsen af al din viden beskrive dette kunstværk og sætte det i kunsthistorisk sammenhæng.” 

Vi starter med billedet ovenfor

CHAT GPT: Dette fotografi viser en ung kvinde, der tager en selfie, iklædt en farverig og mønstret kjole, som trækker paralleller til retro- eller vintage-moden. Billedet fanger hende i et øjeblik af selvoptagethed, hvilket er karakteristisk for den moderne tidsalder, hvor selvfremstilling og sociale medier spiller en central rolle.

I en kunsthistorisk sammenhæng kan billedet sammenlignes med værker fra popkunstbevægelsen, der opstod i 1950’erne og 60’erne. Popkunsten, repræsenteret af kunstnere som Andy Warhol og Roy Lichtenstein, fokuserede på populærkultur og massemedier. Dette fotografi kan ses som en moderne fortsættelse af popkunstens fascination af det almindelige og det hverdagsagtige, her gennem den udbredte praksis med at tage selfies.

Kompositionsmæssigt minder fotografiet om værker fra den amerikanske fotograf Diane Arbus, der er kendt for sine ærlige og ofte konfronterende portrætter af mennesker. Arbus’ arbejde fokuserede på at afsløre det ekstraordinære i det ordinære, hvilket også er tilfældet her, hvor et almindeligt øjeblik bliver ophøjet til kunst.

Fotografiet kan også associeres med den moderne street photography-tradition, som dokumenterer hverdagslivet i det offentlige rum. Kunstnere som Vivian Maier og Henri Cartier-Bresson har fanget lignende spontane øjeblikke, som fortæller noget essentielt om den tid, de blev taget i. I dette tilfælde siger billedet meget om vores nuværende tidsalder, hvor selvrepræsentation og teknologi er uadskillelige.

Den centrale kvinde er placeret i skarp fokus mod en mere udvisket baggrund, hvor andre mennesker udfører deres egne aktiviteter. Dette skaber en vis dybde og lagdeling i billedet, hvilket trækker på teknikker brugt af impressionister som Degas, der ofte legede med fokus og perspektiv for at skabe dynamiske kompositioner.

Samlet set er dette fotografi en samtidsdokumentation, der både trækker tråde tilbage til popkunsten, street photography og impressionismen, og samtidigt taler til vores nutidige kultur præget af digitale selvfremstillinger. Det viser en verden, hvor teknologiens rolle i vores selvforståelse og sociale interaktioner er central, og formår på én gang at være både kritisk og celebrerende overfor denne udvikling.

CHAT GPT fik også et andet billeder, og her er bedømmelsen:

“Dette fotografi portrætterer en ung kvinde i en introspektiv eller eftertænksom tilstand, hvor lyset fremhæver hendes ansigt og trækker bløde skygger over resten af hendes form. Baggrunden er mørk og diskret, med en anden person, der kun delvist kan anes i skyggerne. Den enkle og sparsomme belysning skaber en næsten meditativ stemning i billedet.

Fotografiets intime og stilfærdige atmosfære kan sammenlignes med værker af barokmalere som Caravaggio, der mestrede brugen af chiaroscuro – kontrasten mellem lys og mørke – for at fremhæve emotionelle og psykologiske dybder i sine portrætter. Ligesom Caravaggio brugte lys til at dirigere seerens opmærksomhed mod specifikke dele af billedet, anvendes her lyset til at fokusere på kvindens ansigt, hvilket skaber en følelse af introspektion og indre ro.

Kompositionen kan også minde om værker af den danske maler Vilhelm Hammershøi, der ofte arbejdede med stilhed, isolation og subtile lys- og skyggeeffekter i sine interiørbilleder. Hammershøi var kendt for sine spartanske og næsten minimalistiske indretningsportrætter, hvor figurerne ofte vendte sig væk fra beskueren eller befandt sig i dyb tanke. Denne følelse af ro og kontemplation er også til stede i dette fotografi.

Desuden kan vi se paralleller til moderne fotografers arbejde, såsom Henri Cartier-Bresson, som fokuserede på at fange det “afgørende øjeblik.” Selvom dette billede er roligt og ikke dramatisk, fanger det et øjeblik af dyb personlig reflektion, der fortæller en stille historie om kvindens indre verden.

Den kvindelige figur i forgrunden bærer et simpelt, men symbolsk smykke af muslingeskaller, hvilket kan pege på en forbindelse til naturen eller måske endda en kulturel eller spirituel betydning. Dette element tilfører billedet en ekstra dimension og kan få beskueren til at reflektere over kvindens baggrund eller historie.

Samlet set præsenterer dette fotografi en moderne fortolkning af klassiske kunsttraditioner, hvor lys og skygge, ro og introspektion spiller centrale roller. Det skaber en intim og tankevækkende oplevelse for beskueren, og indskriver sig dermed i en lang tradition af kunst, der søger at fange og formidle menneskets indre liv og følelser.”

Til forsvar for det lille kig

by Peter Høvring | Jul 22, 2019 | Dispatches, Photography, The story behind the picture

Nu har jeg så set, at der er kommet en revival med det analoge – og det er da vidunderligt, at man i dag kan få apparater, der tidligere var helt uden for rækkevidde, til en overkommelig pris. Og fred med det.

Men anledningen til dette skriv er sådan set, at jeg forleden for alvor opdagede, at Leica havde produceret et M10-D kamerahus uden skærm bagpå.

Det skulle så være udtryk for den ultimative purisme.

Digital Body. Analog Soul, skriver de på hjemmesiden.

“With no rear display, the Leica M10-D focuses on the desires of many photographers to concentrate solely on the act of making pictures. The Leica M10-D brings the unique experience of analog photography back into the digital world. An intense concentration on an analog photographic experience.”

“No digital distractions when I’m concentrating on taking pictures,” citeres en Tomas van Houtryve for at mene.

Baseret på min egen erfaring må der være tale om et underlig misforståelse. Eller i bedste fald en markant anden opfattelse af, hvordan man bliver en god fotograf.

Jeg håber, at det er tydeligt, at det ikke er filmens kvaliteter i forhold til det digitale billede, jeg har i tankerne.

Det er processen med at tage billeder, der interesserer mig.

For hvordan bliver vi bedre til at tage billeder?

Ved at tage billeder, selvfølgelig. Men det vigtigste er, at der er hurtig feedback. I gamle dage på reportageture skulle jeg først hjem og fremkalde billederne, ofte efter flere dages rejse. Det var knald eller fald. Fejl kunne ikke rettes, måske kunne man til næste gang huske, hvordan man skulle arbejde med lysmåleren for at få den rigtige eksponering.

En af de virkelig store fordele ved det digitale – i henseende til at lære at blive en bedre fotograf – er den korte tid fra eksponering til man ser billedet bag på skærmen. Er beskæringen rigtig, fokuseringen, belysningen? Det ser man med det samme, mens man er i situationen. Og i langt de fleste tilfælde kan vi tage endnu et billede, der formentlig bliver bedre baseret på den læring, det lille kig på skærmen har givet.

Jeg er helt med på, at der bliver set ned på det lille kig – chimping, kaldes det hånligt.

Men man undervurderer, at der i de få øjeblikke faktisk foregår en vigtig læring.

En af grundene til, at mange flere mennesker i dag som helhed tager meget bedre billeder, er ikke blot, at kameraer og telefoner er blevet bedre, optisk set. Men i høj grad at de giver en øjeblikkelig tilbagemelding.

I et Leica eller de mange andre rangefinderkameraer, der fandtes, kunne du se beskæringen i søgeren og via det lille indsejlede skyggebillede kunne du se fokus. Resten er gætværk og erfaring. Da jeg forlod mine forældres boxkamera, købte jeg selv et Yashica med det, der på dansk hed koblet afstandsmåler, altså rangefinder.

Da jeg fik Nikon spejlrefleks, skete fokuseringen meget mere præcist. What you see is what you get, sagde man.

Men det var først med de spejlløse kameraer, at det virkelig passede. I søgeren kunne man se beskæring, belysning og fokusering – inden man trykkede.

Ved at producere et dyrt kamera, der samtidig fratager brugeren alle disse muligheder for at få øjeblikkeligt feedback på sine billeder, fratager man efter min opfattelse brugeren for en enestående mulighed for at blive bedre – hurtigere.

Jeg har i min tid slidt og slæbt med fremkalder, forstørrelsesapparat og tvivlsom kemi i små lukkede mørkekamre og husker tydeligt, hvordan man udvalgte ganske få billeder på et negativark, som man så kunne slide med en her aften i mørket. I dag med en scanner opdager jeg jævnligt små oversete perler i mine negativer, som jeg den gang ikke orkede at forstørre, men som dagens digitale muligheder giver en chance for et nyt liv.

Da det digitale brød igennem, skete der to ting for mig inden for samme uge: Jeg købte et lille Canon Ixus digitalt kompaktkamera og en god ven, der skulle rejse udenlands et halvt år, lånte mig sit Leica M7 med en super optik.

Jeg var lykkelig – og splittet. Dette pegede i to retninger.

Jeg nød fornemmelsen af at fotografere med Leica’en, drømmekameraet for de fleste.

Men det endte altså i skuffen efter at have taget to film.

Det var det lille Ixus, der vandt på den lange bane.

Det var netop den hurtige feedback og muligheden for at redigere på computer, der gjorde forskellen.

Jeg lærte mange ting på meget kortere tid end jeg gjorde med Leica’en og mine Nikon’er.

Den øjeblikkelige tilbagemelding var ganske enkelt med til at sende mig fremad med stormskridt. Og selv om deres kvalitet ingenting er værd i forhold til mine nuværende kameraer, var det netop det nybrud, der skulle til for at sende mine fotografiske evner på himmelflugt.

Det lille kig bagpå – og for mine nuværende kameraer: i søgeren og se, hvad du får, før du trykker – er altafgørende for den håndværksmæssige og kunstneriske udvikling.

Og nej, havde jeg råd til sådan et Leica, tror jeg, at jeg hellere ville købe et GFX i stedet for – jeg ville formentlig få meget mere for pengene.

Månelandingen 1969

by Peter Høvring | Jul 21, 2019 | Dispatches, Photography, The story behind the picture